September 2014.

Så er hun på plads i Kølsen. I trygge omgivelser blandt andre sjægte, når de kommer op fra fjorden. De sidste arbejder bliver gjort her. September er gået med at tilpasse og indbygge dammen og dørken på siderne af dammen. Langremmen er monteret og knæene er endelig fastgjort. Bunden har fået tjære indvendig og der er tilpasset modeller til dørken agter. Snart skal der males indvendig, og så kommer der dæk på. Masten er renset og slebet og har fået de første gange med koldpresset linolie og sort trætjære. Tegner rigtig flot.

Oktober 2014.

Skabeloner til dørken er tilpasset, og granbræddene klar til indbygning. Fræsemodel til svalhalerevler på undersiden og revlerne er smigskåret og monteret.

Dørkpladerne fastholdes med reb som føres gennem spanterne.

Brædder til dækket er så småt ved at være klar.

Nu venter kun slibning indvendig før malerbejdet kan begynde.

20. oktober 2014.

Denne dag blev en stor dag!

Malearbejdet er begyndt med grunding indvendig. Linoliemaling fra Allbäck naturligvis.

22. oktober 2014.

Grundmalingen er hærdet. Dækbrædderne er smigskåret og groft tilpasset. Mastetoften er tildannet.

Roret måtte en tur gennem opskæring for, at få limet en kraftig svindrevne. Ny rorpind tildannet. 

Så er det blevet november 2014.

Dørkpladerne er grundet og malet 2 gange.

Roret er grundet.

Dækplankerne er grundet og malet een gang på undersiden så de er klar til, at blive monteret. oversiden grundes og males når dækket er monteret og tilskåret.

6. og 7. november 2014.

Hun er færtdigmalet indvendig og klar til at få dæk på. Mastetoften er grundet med linolie og malet i enderne.

Topsejlstagen er "pelset" og groft tilspidset.

En prøve på øjesplejsning og kordelstrop er også gjort.

10. og 13. november 2014.

Dækbrædderne er groft tilpasset og monteret. Efterfølgende smigskåret til fribordet. Måtte lige konstruere et specialværktøj til opstregningen.

Bådshage er der også blevet lavet, af toppen fra topsejlstagen.

5. december 2014.

Dækket er tilpasset, fastgjort og proppet. Overgangen til fribordet er smighøvlet. Stødlister og karme har været i svedekassen og er monteret.

De runde karmlistehjørner er groft tilskåret, og bearbejdes til samme profil som de øvrige lister. Hjørnelisterne tilpasses sidelisterne med løse tapper. Karmlisterne fastskrues fra undersiden efter dækket har fået første gang maling.

Lænsepumpe tilpasset.

 

Tryk på et billede for forstørrelse.